lørdag den 24. november 2012

Spaghetti med kødboller

Når man har små unger i huset er pasta altid et hit. Jeg kender det hvert fald fra min 3 årige datter, hun elsker pasta og kan faktisk spise det hver dag til alle måltider.
Når det så bliver koldt ude og vi samler os om stearinlysene er det rart med hygge mad. Derfor bliver der lavet spaghetti med kødboller engang i mellem herhjemme. Især når vi kører død i spaghetti med kødsovs, er dette et rigtig godt alternativ.
Jeg laver en god tomatsovs og koger mine kødboller deri, det synes jeg giver den bedste smag.

Opskriften er til omtrent 4 personer.

Opskrift tomatsovs:

1 løg
3-4 fed hvidløg - alt efter hvor glad du er for hvidløg
salt og peber
2-3 laurbærblade
lidt revet muskatnød
1 tsk chilli
1 tsk tørret oregano, hvis du bruger frisk oregano skal der lidt mere i.
1 tsk tørret basilikum
1 tsk sukker - tomat har det med at blive en lille smule bitteret, når det bliver varmet op, derfor krydre jeg gerne mine tomatretter med lidt sukker.
2 dåser hakket tomat
Evt. vand/ madlavnings fløde

Opskrift på kødbollerne:

500 g hakket oksekød
2 fed hvidløg
3 spsk parmesan
1 tsk oregano
1 æg
rasp så farsen hænger sammen og du kan lave boller af den.



Jeg starter med at hakke løg og hvidløg helt fint, svitser det i en gryde og hælder de to dåser hakket tomat deri. Derefter tilsætter jeg krydderierne og lader det simre i ca. en halv time. I mens laver jeg farsen og stiller den koldt.

Efter sovsen har simret i ca. en halv time, former jeg kødbollerne til små kugler, og putter dem ned i tomatsovsen. Det er vigtigt man ikke rører i sovsen lige i starten, ellers går de i stykker, de skal lige have tid til at sætte sig. De skal koge, alt efter størrelse, ca. 10 minutter.

Så i mens mine boller koger i tomatsovsen, koger jeg min pasta som anvist på posen.




Jeg pynter med friske krydderurter og parmesan inden der spises. Mums, det er noget både store og små kan lide herhjemme i min familie. Der bliver hvert fald spist op...












Ingen kommentarer:

Send en kommentar