Efteråret har så småt sneget sig ind på os - men hvad betyder det når haven bugner af æbler? Æbletiden er virkelig skøn, ikke mindst kan de dejlige æbler bruges i alverdens bagværk, men de giver også en lækker sødme i et aftensmåltid.
I dag har jeg valgt at lave æble-blomme-chutney. En lille stærk og sød sag, der gør sig utrolig godt sammen med kødretter. Man kan spise den både til varm mad, men også til sin frokost. Jeg oplever ofte at blive utrolig lækkersulten efter et aftensmåltid - men denne chutney sker det ikke. En lille skefuld af den her lækre lille sag, tager simpelthen min lækkersult - hvilket, i mine øjne, er en win!
Hvis der er unger i husholdningen, kan man spare lidt på det stærke chili - men ellers er det rigtig lækker at få en bid af denne krydrede, samt søde chutney.
Ingredienser:
250 g skrællede æbler
500 g blommer uden sten
100 g løg
2-3 fed hvidløg
1-2 chilli (Alt efter hvor stærkt i vil have det)
1 tsk salt
1 tsk korianter
50 g brun farin
1/2 dl rødvinseddike
Man starter med at fjerne kernehuset og skrælle æblerne og fjerner stenen fra blommerne. Derefter skæres æbler, blommer, løg og hvidløg i grove tern.
Kom de skrællede æbler, blommer, løg i tern og grofthakkede hvidløg samt chili i en gryde og lad det koge i ca. en halv time, indtil frugten er kogt godt ud. Frugten skal koges under låg. Derefter kommes alle krydderierne og den brune farin i chutneyen og det hele får lov til at simre i en halv time mere, stadigvæk under låg. Chutneyen er nu færdig, men der sker ikke noget ved at koge den ind til du synes den har den helt rigtige konsistens.
Chutneyen køles nu af og kommes på et rent glas. Det kan holde i køleskabet i en lille uges tid, hvis det da får lov til at stå så længe ;)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar